| Nyhed

Topledere i byggebranchen vil have kulturændring for at nedbringe konfliktniveauet

Topledere fra hele byggebranchen samledes i denne uge for at skyde Samarbejdsløftet i gang. På dagen blev det slået fast, at kulturen i byggeriet skal ændres, hvis vi skal styrke samarbejdet. Styrket ledelsesfokus, forebyggelse og relationelt arbejde kan være veje derhen. Netop disse emner skal aktiviteter i Samarbejdsløftet taget fat på i en række workshops hen over det kommende år.

Den 25. september samledes topledere fra virksomheder og organisationer fra hele byggeriet for at skyde Samarbejdsløftet i gang. Vi har stået her før, lød det fra flere iblandt publikum. Men statistikken for konflikter ser fortsat nedslående ud, blev det slået fast af Thomas Samsø Bloch, partner i CPH Mediation & Negotiation, der holdt et indledende oplæg om status på konflikter i byggeriet. “Vi skal et spadestik dybere, og kulturen i byggeriet spænder ben for det gode samarbejde”, lyder fra Thomas Holluf Nielsen, forperson i Byggeriets Samfundsansvar.

”Samarbejde i byggeriet har været på dagsorden i mere end et årti nu. Men der er fortsat alt, alt for mange konflikter i branchen. Det står tydeligt klart for os, at vi har et grundlæggende problem med kulturen i byggeriet, og det kan ikke alene løses med nye samarbejdsmodeller, lovgivning og kontraktuelle forhold. Det er måden vi taler til og behandler hinanden på. Vi bliver nødt til at gå et spadestik dybere og kigge på de menneskelige relationer og den kultur og adfærd, vi har”.

Relationer, forebyggelse, psykologisk tryghed, og ledelsesfokus er vejen frem

Til arrangementet havde deltagerne mulighed for at komme med input til, hvad de ønskede at Samarbejdsløftets workshops skulle handle om. Og her var der bred enighed om, at konflikterne i byggeriet har rødder i kulturen.

Billede: Christina Schultz, sekretariatschef i Byggeriets Samfundsansvar og Thomas Samsø Bloch, partner i CPH Mediation & Negotiation samler op på input fra repræsentanter, der er er dukket op til lanceringen af Samarbejdsløftet.

”Det blev tydeligt, at emner som tidlig entreprenørinddragelse, interessebaseret samarbejde, opstartsworkshops, incitamentstrukturer og nye udbudskriterier alle er relevante emner at beskæftige sig med, men det der i virkeligheden blev snakket mest om, var emner som kultur, relationer mellem mennesker og adfærd. Fx blev det fremhævet, at der er behov for at udvikle en kultur, hvor fejl og mangler kan blive bragt på banen i tide, uden at den der gør det skal udskammes. Der var desuden stor enighed om, at et øget ledelsesfokus og oparbejdelse af kompetencer er vigtigt” udtaler Thomas Samsø Bloch, partner i CPH Mediation & Negotiation, der bl.a. kommer til at stå bag de workshops, som kører frem til sommeren 2024.

”De emner vil blive omdrejningspunktet for vores ti workshops, hvor vi inviterer repræsentanter fra de tilsluttede virksomheder og organisationer ind i et rum, hvor de kan blive klogere på hinanden og på samarbejdet. Tanken er at lade branchens aktører dele viden og erfaringer, som kan give inspiration og medvirke til at give deltagerne nye perspektiver på samarbejde og på hvordan vi kan forebygge og håndtere konflikter mere konstruktivt” afslutter Thomas Bloch Samsø Bloch.

Læs mere om Samarbejdsløftet og tilslut din virksomhed eller organisation her

Se en oversigt over workshops

Om Samarbejdsløftet

Samarbejdsløftet er en bevægelse af virksomheder og organisationer på tværs af bygge- og anlægsbranchen, der aktivt arbejder med at fremme konstruktivt samarbejde og dialog for at nedbringe omfanget af konflikter i byggeriet. Virksomheder og organisationer, der har tilsluttet sig Samarbejdsløftet, har tilsluttet sig et pledge, hvor de har forpligtiget sig til at arbejde med konkrete indsatser for at styrke samarbejdet. Parterne bag Samarbejdsløftet er Byggeriets Samfundsansvar, Bygherreforeningen og CPH Mediation & Negotiation, og Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen for Rådgivende Ingeniører, DI Byggeri og Dansk Håndværk støtter op om bevægelsen.

Hvem kan være med i Samarbejdsløftet?

Samarbejdsløftet er for de virksomheder og organisationer i den danske bygge- og anlægsbranche, der arbejder med forskellige samarbejdsfremmende indsatser og som har lyst til at dele deres erfaringer og resultater med resten af byggeriet. Samarbejdsløftet er også for dem, der ønsker at sætte skub i at afprøve nye tilgange. Fælles for de virksomheder og organisationer, der er med, er et ønske om at fremme en god samarbejdskultur i byggeriet gennem en øget bevidsthed og konkrete handlinger.

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.