| Cases

Martin Skou Heidemann, direktør, Skou Gruppen A/S: 25 pct. af vores lærlinge skal være kvinder

Social bæredygtighed er ikke længere ’nice-to-have’, det er blevet til et vigtigt forretningsparameter, som omverdenen efterspørger, når man indgår en aftale. Det oplever Martin Skou Heidemann, direktør og stifter af Skou Gruppen A/S. Han har rettet luppen mod diversitet, da der er stor mangel på kvinder i byggeriet. Virksomheden har bl.a. nedskrevet et mål om, at 25 pct. af deres lærlinge skal være kvinder, og for nyligt er der blevet udarbejdet et kodeks om ‘Byggeplads for Alle’ og der er en igangværende udvikling af politiker inden for diversitet..

Martin Skou Heidemann er direktør af Skou Gruppen A/S, som han selv stiftede for snart 25 år siden. Det er en mellemstor entreprenørvirksomhed med omtrent 170 ansatte. Skou Gruppen laver store tømrer-, snedker- og mureropgaver i form af hoved- og totalentrepriser for bl.a. kommuner, staten, regionerne, forsvaret, også en del i den almene sektor.

I løbet af de sidste par år har Martin Skou Heidemann rettet blikket mod arbejdet med særligt den sociale bæredygtighed. Både fordi det er en del af hans måde at drive virksomhed på, og fordi han oplever, at omverdenen begynder at efterspørger det:

“Jeg oplever, at det bliver mere og mere nødvendigt at have fokus på den sociale bæredygtighed, for flere af vores kunder begynder at efterspørger det, bl.a. i forhold til diversitet”, siger han og fortsætter:

“Samtidig ligger det naturligt hos mig. Jeg er tidligere spejderleder, og her var det en iboende værdi at alle skulle med, uanset hvilken baggrund man havde. Der var altid plads. Det har jeg taget med som en kerneværdi i vores virksomhed”.

Politikker er nødvendige

Men det er først fornyeligt, at Martin Skou er begyndt at arbejde med konkrete politiker på området:

“Jeg har altid været imod politikker, for som virksomhedsstifter har jeg arbejdet med, at det ligger i intuitionen og som en del af de grundlæggende værdier. Men vores virksomhed har nu nået en vis størrelse og en modenhed, og nu skal vi have formuleret nogle mere formelle politiker, også fordi omverdenen efterspørger det”, fortæller han.

Derfor har han i igangsat en proces, der handler om at få udarbejdet politiker på 15-20 punkter:

“Vi startede med at lave en lang liste med de politikker, vi skal have udarbejdet. Der er ca. 15-20 punkter nu. Når nu vi går i gang med det, så kan vi lige så godt tage fat på det hele. Meget af det er ikke raketvidenskab, og behøver ikke at være mere end en A4-side. Så kan vi altid udvide dem senere med konkrete mål og eventuel opfølgning”, siger Martin Skou Heidemann.

En af hans medarbejdere, der har indgående kendskab til virksomhedens kultur, har fået til opgave at gå ud og søge inspiration til, hvordan de skal udformes og derefter påbegynde arbejdet med at få nedskrevet det.

Rekrutterer målrettet efter kvindelige lærlinge

Et af Skou Gruppen A/S konkrete mål er at få flere kvindelige håndværkere og mere diversitet ind i virksomheden. Men da oplevelsen er, at det er så godt som umuligt at få kvindelige ansøgere til stillinger som byggeledere eller svende, må de selv skabe dem:

“Vi skal have flere kvinder ind i vores virksomhed, og eftersom der er en utroligt lille gruppe af kvindelige håndværkere at rekruttere fra, må vi skabe dem selv og så håbe, at de bliver hængende når de er færdiguddannede”, siger Martin Skou Heidemann.

Derfor har virksomheden nedskrevet en politik med et mål om, at 25 pct. af de lærlinge de tager ind, skal være kvinder, altså hver fjerde lærling. Konkret betyder det, at hvis de får en ansøgning fra en kvinde, tager de hende ind til samtale under alle omstændigheder. Derudover går de målrettet efter kvinderne og italesætter det, når de holder oplæg på tekniske skoler og erhvervsskoler, da det ikke er lovligt at skrive det direkte i jobopslag.

“Det er en stor opgave, og vi starter helt fra bunden. Det er bare mest hvide mænd, der arbejder i byggebranchen”, siger Martin Skou Heidemann.

På nuværende tidspunkt er ca. 20. pct. af lærlingene i Skou Gruppen kvinder ,svarende til 5 ud af 26 lærlinge.

Forbud mod nøgenkalendere og hård tone

En af de konkrete tiltag, som diversitetspolitikken har affødt, er ‘Byggeplads for alle’- kodeks, der er lavet for at understøtte et godt og sundt arbejdsmiljø for de kvinder, og unge mænd, der kommer i lære på Skou Gruppens byggepladser. Her har man bl.a. udformet en tekst i personalehåndbogen, der håndhæver en ordentlig tone på byggepladsen samt et forbud mod brug af nøgenkalendere i skurvognene:

“Der skal være plads til alle på vores byggepladser. Vi kan ikke være bekendt at invitere en ung kvinde på 17-18 år ind i vores skurvogne, hvis der hænger nøgenkalendere på væggene”, siger Martin Skou Heidemann og fortsætter:

“Det har vi været meget tydelige med at italesætte. Da vi indførte forbuddet, tog mig og min sikkerhedsmand rundt på vores byggepladser med et eksemplar af en ny kalender vi har fået lavet, der indeholder billeder af vores forskellige byggerier frem for letpåklædte kvinder”.

Martin Skou Heidemann har en tydelig oplevelse af, at budskabet blev modtaget meget positivt af hans medarbejdere:

“Jeg har ikke fået en eneste sur eller negativ kommentar fra mine egne medarbejdere. Tværtimod har jeg kun fået positive reaktioner. For medarbejderne i min virksomhed vil gerne have flere kvinder ind. De er dygtige, motiverede, og er med til at skabe en god stemning, en bedre omgangstone tone og generelt bedre resultater”.

Bygherren skal efterspørge diversitet i markedsdialogen

Martin Skou Heidemann oplever, at tiltagene har skabt en bedre og mere inkluderende stemning på byggepladserne:

“Jeg har hørt konkrete eksempler på, at der er en mere inkluderende stemning på byggepladserne. De unge svende gider heller ikke det med nøgenkalendere mere. Det er som om, at det stigende antal af kvinder og tiltag har været med til at lægge en dæmper på nogle af de uhensigtsmæssige bemærkninger, der kan ryge ud”, fortæller han. Han håber derfor på, at diversitet vil fylde mere i markedsdialogen i fremtiden, og at bygherren i højere grad stiller spørgsmål om det:

“Det er nødvendigt, at bygherren kommer mere på banen i forhold til at efterspørge diversitet. De skal være mere opmærksomme på det. Det indgår ikke i markedsdialogen, men det ville jeg ønske at det gjorde, så hele branchen kommer med”, afslutter han.

Interviewet blev foretaget sommeren 2023.

Dette er en ud af en række cases, som du finder i Byggeriets Samfundsansvars online vidensunivers Fra Verdensmål til ESG. Her kan du finde værktøjer, der hjælper dig med at arbejde strategisk med udvalgte verdensmål i din virksomheds bæredygtighedsstrategi samt en guide til den bæredygtige markedsdialog og meget andet. 

Gå videre til vidensuniverset

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.