| Nyhed

Brancheorganisationer vil starte bevægelse for at styrke samarbejdet i byggeriet

Virksomheder i byggeriet bruger milliarder af kroner på at løse juridiske konflikter hvert år. Det har store omkostninger for både bundlinjen, kvaliteten af byggeri og ikke mindst for samarbejdet i branchen. Derfor sætter aktører i byggeriet nu gang i et nyt initiativ, der skal fremme en bevægelse på tværs af værdikæden, som forebygger og løser uenigheder på nye måder gennem bl.a. proaktiv konflikthåndtering og nye samarbejdsformer. Initiativet går under navnet ”Samarbejdsløftet”.

Det anslås, at danske virksomheder årligt bruger 18,3 mia. kr. på at løse juridiske konflikter. Det svarer til to tredjedele af prisen på en ny Øresundsbro, hvis den skulle bygges i dag. For den enkelte virksomhed betyder det, at de bruger 8,2 pct. af deres resultat efter skat på at bekrige deres samarbejdspartnere. Og for byggebranchen anslås dette tal at være på hele 14,1 pct, næsten dobbelt så højt.

Selvom de nye regler i AB18 skulle bidrage til, at uoverensstemmelser i højere grad bliver løst af parterne selv ved brug af løsningstrappen, mediation og mægling, viser tal fra Voldgiftsnævnet, at der kun er et meget beskedent fald i antallet af voldgiftssager og at de nye konfliktløsningsredskaber endnu kun bruges i begrænset omfang. Derfor er Byggeriets Samfundsansvar nu gået sammen med CPH Mediation & Negotiation og Bygherreforeningen om et nyt initiativ under navnet ”Samarbejdsløftet”, der skal forpligtige byggeriets parter til at fremme samarbejdet og tage de nye metoder til konflikthåndtering i brug.

”Vi ønsker at skabe en bevægelse på tværs af virksomheder og organisationer i byggeriets værdikæde, hvor vi sammen sætter fokus på, hvordan det gode samarbejde og den proaktive konflikthåndtering kan være med til at nedbringe omfanget af konflikter i byggeriet. I stedet for juridiske slagsmål, skal vi bruge vores ressourcer på innovation, grøn omstilling og til at skabe et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø for de mennesker de, der arbejder i branchen. Færre konflikter og et bedre samarbejdsklima vil også gøre det mere attraktivt at søge ind i branchen. Derfor opfordrer vi virksomhedsledere til at skrive under og blive en del af en bevægelse, der aktivt fremmer samarbejdet” udtaler Christina Schultz, sekretariatschef i Byggeriets Samfundsansvar.

Initiativet er inspireret af 21st Century Pledge, hvor mere end 4.000 virksomheder i USA, herunder gigantvirksomheder som Microsoft, Pepsi, IBM, Mastercard, Shell, Virgin, Xerox m.fl.), har skrevet under på at gå sammen om at fremme en bedre samarbejdskultur.

Behov for ændret mindset  

Ved at skrive under på Samarbejdsløftet, forpligtiger man sin virksomhed til at forebygge og håndtere uoverensstemmelser og konflikter ved brug af tillids- og interessebaserede samarbejdsformer, dialog og konstruktive forhandlinger. Det kan fx være ved at gøre brug af partnerskaber, mediation, mægling eller lignende samarbejdsfremmende processer.

”Der vil stort set altid opstå uenigheder på et byggeprojekt. Så for at undgå, at uenighederne ender i dyre og langvarige juridiske slagsmål, handler det om at foregribe dem på en proaktiv måde fra start. Ved at mobilisere en bevægelse, der fremmer samarbejdet, er vores ønske at skubbe på en mere konstruktiv og bæredygtig tilgang til konfliktløsning i byggebranchen” udtaler Thomas Bloch Samsø, partner i CPH Mediation & Negotiation og fortsætter:

”For at løfte samarbejdsniveauet i branchen, ønsker vi også at skabe et forum, hvor byggebranchens aktører kan få og dele viden, og i det hele taget inspirere hinanden til gavn for virksomhederne selv og for branchen som helhed. De virksomheder, der tiltræder Samarbejdsløftet, opfordrer vi derfor til at deltage i projektets gratis workshops, hvor der fokuseres på konkrete erfaringsbaserede og samarbejdsfremmende tiltag” afslutter han.

Derudover skal projektets hjemmeside fungere som et erfaringsbaseret inspirationskatalog med værktøjer til byggeriets parter.

Også Henrik L. Bang direktør i Bygherreforeningen ser et stort behov for at styrke samarbejdet i branchen:
”Store forandringer står for døren i forhold til innovation, digitalisering og nye krav på bæredygtighedsområdet, og netop derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi fremmer en god samarbejdskultur i byggebranchen. Normen bør være, at man arbejder proaktivt med det gode samarbejde fremfor at vente til samarbejdet er kørt af sporet og man ender i Voldgiftsnævnet”.

Projektet er støttet af den filantropiske forening Realdania, Dreyers Fond og Grundejernes Investeringsfond.

Læs mere om Samarbejdsløftet

 

Om Byggeriets Samfundsansvar

Byggeriets Samfundsansvar er en forening, der samler frontløberne på tværs af byggeriets værdikæde om at skabe værdi gennem samfundsansvar for både virksomheden og samfundet. Foreningen er baseret på et Charter for samfundsansvar og indsamler og formidler viden, samt udvikler værktøjer inden for den sociale, miljømæssige og økonomiske bæredygtighed.Se mere om foreningen her: www.byggerietssamfundsansvar.dk

 

For mere information, kontakt: 

Christina Schultz, sekretariatschef i Byggeriets Samfundsansvar- Tlf.: 61 77 59 17

Thomas Samsø Bloch, partner i CPH Mediation & Negotiation, tlf.: 26 81 95 70

Freya Andersen, Kommunikationskonsulent i Byggeriets Samfundsansvar. Tlf.: 93 10 44 22

 

 

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.