| Nyhed

35 virksomheder og organisationer i byggeriet har nu tilsluttet sig Samarbejdsløftet

I juni lancerede Byggeriets Samfundsansvar Samarbejdsløftet, et initiativ i samarbejde med Bygherreforeningen og CPH Mediation & Negotiation, der samler virksomheder og organisationer på tværs af bygge- og anlægsbranchen om at fremme samarbejdet. 35 virksomheder og organisationer tilsluttet sig, og tallet stiger støt. I slutningen af september samles de for at skyde Samarbejdsløftets aktiviteter i gang. Og de bliver med en anderledes tilgang, end man har set hidtil.

I juni løftede Byggeriets Samfundsansvar sløret for Samarbejdsløftet, der er en bevægelse af virksomheder og organisationer på tværs af bygge- og anlægsbranchen, som aktivt arbejder med at fremme konstruktivt samarbejde og dialog for at nedbringe omfanget af konflikter i byggeriet. Initiativet er bygget op omkring et pledge, som topledere tilslutter deres virksomhed, der forpligtiger dem til at arbejde med konkrete indsatser for at styrke samarbejdet, samt til at fortælle om erfaringer med indsatserne i sommeren 2024 til en slutkonference. Interessen for at være med har været overvældende, og det er ikke så overraskende, lyder det fra Christina Schultz, sekretariatschef i Byggeriets Samfundsansvar:

”Interessen for at styrke samarbejdet i virksomheder og organisationer på tværs af byggeriet er til at tage og føle på, og mange af de helt store spillere i branchen har nu underskrevet vores pledge. Men det er nu ikke så overraskende, for alle ønsker jo en branche med et godt samarbejde” siger hun og fortsætter:

”Derfor glæder vi os til at åbne op for en række workshops, der vil løbe frem til sommeren 2024, som vi opfordrer de tilsluttede virksomheder og organisationer til at deltage i. Her ønsker vi at skabe et rum, hvor aktører på tværs af værdikæden kan blive klogere på hinanden, på samarbejdet – det gode som det dårlige, samt deres erfaringer med de værktøjer og redskaber, der findes”.

Stærkt aftryk på deltagerne

Ved at skrive under på pledget, forpligtiger man sig til at udvælge en ambassadør fra sin virksomhed eller organisation, der skal deltage i en eller flere af Samarbejdsløftets workshops. De 10 workshops vil belyse forskellige temaer omkring samarbejde, men det bliver med en anderledes tilgang end man har set hidtil:

”Der findes mange gode værktøjer, vejledninger, anbefalinger, handletanke og sågar lovgivning, der beskæftiger sig med, hvordan vi bliver bedre til at samarbejde i byggeriet. Men der er fortsat mange byggeprojekter, der er præget af konfliktkultur. Vi ønsker at bringe den gode viden fra branchen i spil, men når der er tale om at ændre på en fasttømret kultur, kræver det en anderledes tilgang end vi måske er vant til. Vi vil gerne sætte et stærkt aftryk på deltagerne, og rette blikket mod relationer, mennesker og mindre om modeller, tilgange og AB18”, siger Christina Schultz.

Skydes i gang på et lanceringsevent

Den 25. september skydes Samarbejdsløftet for alvor i gang til et lanceringsarrangement i København, hvor topledere og ambassadører fra de tilsluttede virksomheder og organisationer deltager. Her vil der være oplæg fra byggeriets brancheorganisationer, paneldebat mellem topledere på tværs af værdikæden samt mulighed for at give inputs til Samarbejdsløftets aktiviteter.

Du kan også tilslutte din virksomhed eller organisation Samarbejdsløftet, og få mulighed for at deltage i arrangementet. Bemærk dog, at der er begrænsede pladser og tilmelding sker efter først-til-mølle-princip pr. mail til Christian Ellehammer cel@fbsa.dk

Læs mere om Samarbejdsløftet og tilslut dig

Se hvem der har tilsluttet sig

 

Om Samarbejdsløftet

Samarbejdsløftet er en bevægelse af virksomheder og organisationer på tværs af bygge- og anlægsbranchen, der aktivt arbejder med at fremme konstruktivt samarbejde og dialog for at nedbringe omfanget af konflikter i byggeriet.

Virksomheder og organisationer, der har tilsluttet sig Samarbejdsløftet, har forpligtiget sig til at arbejde med konkrete indsatser for at styrke samarbejdet samt til at fortælle om deres erfaringer og effekt af indsatserne. Parterne bag Samarbejdsløftet er Byggeriets Samfundsansvar, Bygherreforeningen og CPH Mediation & Negotiation, og Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen for Rådgivende Ingeniører, DI Byggeri og Dansk Håndværk støtter op om bevægelsen.

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.