| Nyhed

Samarbejdsløftet har hjulpet nye tiltag på vej på stort hospitalsbyggeri

Tilslutning til Samarbejdsløftet blev begyndelsen på nye samarbejdstiltag for en entreprenør og en bygherres byggesag på et af Danmarks største hospitaler. De har bl.a. implementeret løsningstrappen samt flere af de forskellige samarbejdsfremmende tiltag, som de har fået kendskab til undervejs i workshopforløbet. De håber nu på at deres tilgang kan inspirere andre i branchen til at se potentialet i at udvikle samarbejdet for forretning og mennesker.

Da Samarbejdsløftets pledge blev lanceret i sommeren 2023, var Mie Andersen, udviklingschef for relationelle samarbejder i Center for Ejendomme, Region Hovedstaden og Jeppe Uldall Thomsen, juridisk chef i entreprenøren Wicotech Kirkebjerg A/S nogle af de første til at opfordre deres organisationer til at tilslutte sig pledget, der bl.a. lyder på, at man vil forebygge og håndtere uoverensstemmelser og konflikter ved brug af tillids- og interessebaserede samarbejdsformer, dialog og konstruktive forhandlinger samt bruge partnerskaber, mediation, mægling eller lignende processer med henblik på at fremme bæredygtig konflikthåndtering. 

Udover at være ambassadører for deres virksomhed og organisation i Samarbejdsløftet, sidder de også sammen på Mary Elizabeths Hospitals byggesag. Tilslutningen til Samarbejdsløftet blev begyndelsen på en række nye tiltag, der skulle styrke samarbejdet og kulturen på byggesagen.  

Inspireret af Københavns Kommune 

Mie Andersen og Jeppe Uldall Thomsens veje krydsede hinanden til den første Samarbejdsløftets workshop i oktober, der handlede om strategier for bedre samarbejde. I en efterfølgende workshoprunde faldt Mie Andersen og Jeppe Uldall Thomsen i snak med jurachef Thue Bay-Jørsel, der også holdt oplæg om Byggeri Københavns nye udbudsstrategi. Det blev startskuddet på nye samarbejdstiltag på deres byggesag.  

”Konkret faldt snakken i vores gruppe på interne fælles styregrupper, og det kickstartede at vi også skulle have det på vores fælles byggesag. Vi gik hjem med det samme og lavede et kommissorium mellem Wicotech og Region Hovedstaden, og allerede kort tid efter kom styregruppen op at køre” fortæller Mie Andersen.  

Mie og Jeppe var i workshopgruppe med Thue Bay Jørsel, jurachef i Byggeri København, og her udvekslede de viden om bl.a. alternative styregrupper, der kan fremme samarbejdet.

Ny tværgående styregruppe 

Mie Andersen sidder med i styregruppen, hvor hun har til formål at skabe en åben dialog på tværs af aktører og skabe en tættere forbindelse mellem ledelserne. Hun stiller spørgsmål, der ellers ikke ville blive stillet, og hun forsøger at vænne dem til at snakke sammen, forklarer hun.  

”Med styregruppen har vi skabt helt anderledes rum, hvor der kan blive talt om ting, der ellers ikke bliver talt om”.   

Jeppe Uldall Thomsen uddyber:  

”Fra Samarbejdsløftets workshops har vi fået et nye ord ind i ordforrådet omkring samarbejde, og det har vi fra gang til gang forsøgt at tage med hjem i styregruppen på sagerne sammen og arbejde ind i projektet. Det er rigtig godt at have en case at afprøve tingene på”. 

Ind med løsningstrappen  

En af de andre nyskabelser inden for samarbejdet på Mary Elizabeths Hospitals byggesag er den praktiske implementering af AB18 systemets løsningstrappe, der foregriber tvistløsning før man ender i Voldgiftsnævnet. Noget, der er i alle AB18 kontrakter, men som mange byggeprojekter ofte ikke får sat i spil i praksis.  

”Vi har lavet et nyt paradigme og løsningsmodel til konflikttrappen, som vi nu prøver af på Marys. En slags how-to. Vi kunne se, at vi havde uenigheder på sagen, som havde ligget og ulmet i mere end et år, og som aldrig var kommet op på chefniveau. Parterne havde bevæget sig op ad konflikttrappen, men samtidig fortalte man hinanden at man havde et godt samarbejde. Der var noget under overfladen, der skulle foldes ud” fortæller Mie Andersen.

På få måneder har de fået det op at stå, og det har nu resulteret i et mæglingsmøde, hvor parterne har kunne tale ud, og efterfølgende uformelle kaffemøder, som både Mie og Jeppe oplever har rykket alle i en bedre retning.  

”Vi har bevæget os i processen fra trin 1 – 2, måske var der ikke en konflikt, måske talte man bare forbi hinanden. D” uddyber Jeppe Uldall Thomsen.  

Samarbejde er blevet synliggjort  

Spørger man Mie og Jeppe om, hvad de har fået ud af at være med i Samarbejdsløftet, peger de begge på at det har været med til at synliggøre behovet for kompetencer inden for samarbejde.  

”Workshopforløbet i Samarbejdsløftet har været med til at synliggøre de relationer og kompetencer det kræver at etablere og fastholde det gode samarbejde. Det er blevet synliggjort at samarbejde er god forretning, samtidig med at man passer på sine kollegaer og medarbejdere.” fortæller Jeppe Uldall Thomsen.  

Han oplever desuden at tilslutningen til Samarbejdsløftet og det han har fået ud af det, lever op til hans forventninger:  

”Det er godt med pledget og fokus på den vedholdende og kontinuerlige indsats med de samme mennesker. Det gav muligheder for at forme netværk og det gjorde arbejdet mere levende. Og så har der været gode opsamlinger fra dagen, som vi kunne gå hjem og bruge på vores projekter” afslutter han.

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.