| Nyhed

Byggeriets Samfundsansvar inviterer unge og virksomhedsledere ind i nyt netværk på tværs af byggebranchen

Byggeriets Samfundsansvar inviterer nu unge og ledere fra virksomheder i bygge- og anlægsbranchen ind til at forme et nyt netværk, der skal bygge bro mellem generationerne i byggebranchen. Det går under navnet Sambyggerne, og handler bl.a. om at skabe synlighed omkring oplevelser af at starte som ny i byggeriet.  

I et nyt initiativ under navnet ’Sambyggerne’, samler Byggeriets Samfundsansvar nu unge eller nyansatte og deres ledere i virksomheder og organisationer på tværs af bygge- og anlægsbranchen. Formålet er at skabe et netværk, der skal synliggøre, hvordan det kan opleves at starte som ny i bygge- og anlægsbranchen, og på hvordan der kan skabes en bedre opstart i forhold til onboarding i bl.a. kultur, strukturer og bæredygtighed. Ved at blive en del af netværket, deltager man i et workshopforløb, hvor man bliver trænet i at udvikle og fortælle sin personlige fortælling og man bliver klædt på til at indtage sin plads som ny i byggebranchen. Forløbet strækker sig over tre workshops frem til sommeren 2024. 

Et tiltrængt skub 

Ifølge Ninna Singh Rence, bygningskonstruktør og medlem af foreningens Unge Advidsory Board, har byggebranchen brug for at rykke sig for at være et bedre sted at starte op for unge og nyuddannede: 

”Bygge- og anlægsbranchen er generelt præget af en kultur, hvor det kan være svært at være ny eller skille sig ud. Det kan være udfordrende og overvældende at komme direkte fra skolebænken med en hjerne fyldt af den nyeste viden inden for f.eks. bæredygtighed, og så møde en mur af ‘sådan plejer vi at gøre’ eller ‘det koster for meget’. Så hvordan lander man i en relativt hård branche, samtidig med at bevare ens optimisme, gåpåmod og lyst til at gøre en forskel? Hvordan sikrer vi, at de nyansatte ikke mister modet, og hvordan sikrer vi, at man for mulighed for at udleve sit fulde potentiale som ny i branchen? Byggebranchen har brug for et kærligt, men tiltrængt skub i en ny retning.”  

Foreningens Unge Advisory Board er medudviklere af projekt Sambyggerne. Det består af otte yngre professionelle fra medlemsvirksomheder og organisationer på tværs af byggeriet, og er sparringspart for foreningens bestyrelse på forskellige områder. 

”Derfor opfordrer vi nu andre unge eller nyansatte fra hele vores branche til at være med i Sambyggerne, hvor vi gennem et workshopforløb skal skabe synlighed omkring vores oplevelser og sammen udvikle viden om, hvad man som nyansat har brug for fra ledere i virksomheder”, lyder Ninna Singh Rences opfordring.  

Fællesskab, relationer og den personlige fortælling 

Workshopforløbet består af tre workshops, der strækker sig fra januar 2024 til sommeren 2024. Hver workshop har et særligt fokus på deltagernes personlige fortælling og på de områder, hvor det kan være udfordrende at være ny, siger Rikke Gemzøe, stifter af Gemzøe Consulting. Hun har sammen med bl.a. Unge Advisory Boardet stået bag udviklingen af workshopforløbet: 

”Det er gennem de personlige relationer, at vi opbygger netværk og tilhørsforhold til en arbejdsplads. Gennem egne og andres fortællinger, får vi større forståelse for os selv og hinanden, udvikler fællesskaber og bliver klogere på vores egen rolle og muligheder i byggebranchen. Derfor vil deltagerne, der kommer med på rækken af workshops, blive trænet i deres egen fortælling gennem forskellige feedbackøvelser med fokus på fortæller-teknik. Det kan bruges som et led i personlig udvikling, give dem en større rygrad i deres professionelle virke, og i et væld af andre henseender”.  

Workshopforløbet er faciliteret af Hakon Elliot Mogensen fra Forvandlende Fortællinger, der har specialiseret sig i at træne mennesker i at skabe forandring og forståelse gennem personlige historier. Han har trænet en lang række rollemodeller, ambassadører, og fortællerkorps.   

Branchen skal være attraktiv for næste generation  

Et af de langsigtede formål med initiativet er bl.a. at gøre bygge- og anlægsbranchen mere attraktiv for dem, der står overfor at skulle vælge branche, lyder det fra Christina Schultz, sekretariatschef i Byggeriets Samfundsansvar. Byggeriet mangler arbejdskraft, og har en lav diversitet med en kønsfordeling på kun 9 pct. kun 3 pct. har anden etnisk baggrund end dansk. 

”Mange virksomheder i byggeriet mangler arbejdskraft og de efterlyser metoder til at forstå, tiltrække og sikre at dem, der starter op, ikke falder fra igen. Byggeriet skal være et en branche, der er attraktiv for næste generation. Med Sambyggerne ønsker vi at skabe et rum for brobygning og gensidig forståelse mellem de forskellige generationer i byggeriets virksomheder. Derfor inviterer vi også de unges ledere ind til de sidste to workshops i forløbet, så de kan starte dialogen op i nye og anderledes rammer”, udtaler hun. 

 

Om Sambyggerne 

Sambyggerne er et initiativ, der gennem et workshopforløb og vidensudvikling skal bygge bro mellem unge og ledere i byggebranchen. Formålet er at sikre, at unge eller nyansatte i højere grad lander på en god måde i branchen. Ved tilmelding udvælger man en ungeambassadør og en ledelsesrepræsentant fra sin virksomhed eller organisation, der skal deltage i et workshopforløb. Bag Sambyggerne står Byggeriets Samfundsansvar, Byggeriets Samfundsansvars Unge Advisory Board, Gemzøe Consulting, Forvandlende Fortællinger. Initiativet er støttet af Grundejernes Investeringsfond.

Læs mere om workshopforløbet og tilmeld din virksomhed eller organisation 

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.