Metoden kan illustreres som en sløjfe bygget op om, at der skal afklares nogle forhold, inden man går i gang med opgaven. Derefter skal der evalueres på udførelsen – hvad gik godt, hvad gik mindre godt, hvad kan bruges og hvad skal undgås fremadrettet. Og så er det her, overleveringen kommer ind. For når du har gjort det du skal gøre, så skal det gives videre til næste faggruppe med en gennemgang af det som er udført, sammen med den der skal overtage opgaven.
En anden ting – som kan lyde banalt, men bestemt ikke er det – er stillingtagen til materialer og værktøj. Når vi skal ud på en opgave, skal vi stille os det helt enkle spørgsmål: Har vi de materialer vi skal bruge? Og har vi de rigtige værktøj? Vi skal jo ikke ligge op og køre rundt til byggehandlere og til byggemarkeder når vi skal bruge tiden på at løse opgaven.
Det er kort sagt det Kort & Godt metoden går ud på. At underbygge de gode byggevaner.
Kort & Godt metoden beskrives nærmere på Dansk Håndværks hjemmeside, hvor man også kan man finde undervisningsmateriale, introduktionsvideoer mv. Link til Kort & Godt
Se præsentationen fra Dansk Håndværk.
Hvordan sikrer man, at de gode erfaringer ikke går tabt?
Evaluering af byggeri er ikke nyt og mange af byggeriets aktører har allerede gjort sig erfaringer. Der evalueres på nøgletal, på interessenttilfredshed, og på om projektets udførelse svarer til det forventede og til det aftalte. Men skal der evalueres, må man have gjort sig overvejelser om, hvad det er man vil have ud af evalueringen. I hvert fald hvis det står til Morten Skaarup Jensen, senior projektleder i Værdibyg og Lean Construction-dk netværket. Morten har beskæftiget sig med evaluering i byggeriet siden 2006 og indledte sit oplæg med en kort håndsoprækningsøvelse:
“Tænk på et igangværende samarbejde og når jeg har talt ned fra tre, rækker du hånden i vejret og viser, hvordan du synes samarbejdet går. Fem fingre er et super samarbejde – og en finger er det værste.
Tre – to – en – nu
Wow – jeg tror vi fik hele skalaen i spil.”
Det er en ret simpel øvelse, hvor man lige kan samle op på, hvordan det går med samarbejdet…
Eller kan man?
For nogle af os vil fem fingre betyde det absolut bedste, det ypperste – 100 %. For andre, betyder 5 fingre måske 80 og 100 % på samarbejdet? Og for nogle vil det at man sidder sammen og alle skal stikke hånden i vejret samtidig, måske betyde, at man viser lidt flere fingre end man egentlig mener.
For hvad betyder bedømmelsen egentlig og hvad vil man have ud af evalueringen? Hvad er formålet?
Et formål kan være, at man vil legitimere en indsats. Et andet formål kan være, at man ønsker at kontrollere, om man nu lever op til det og det krav. Og et helt tredje formål kan være, at man ønsker en øget forståelse for at skabe en forandring – for at korrigere eller ændre en uønsket adfærd. Hvad formålet er, skal man have gjort sig klar på forhånd og kommunikeret på forhånd.
Man får hvad man måler
Hvornår man sætter ind med evalueringen har også betydning. Evaluerer man undervejs – formativ evaluering – har man mulighed for at korrigere undervejs, i modsætning til den summative evaluering – den afsluttende og bedømmende evaluering, som giver et billede af slutresultatet.
Evaluerer man på om man er blevet bedre til at holde tiden ved møderne – ja, så er det det man får svar på, men kun det. Ikke om møderne er blevet bedre eller mere effektive. Man får hvad man måler, og derfor er det også vigtigt at tænke nøje over, hvad man ønsker at evaluere på. Hvad vil man have med videre? Hvilken effekt har indsatsen gjort osv.
Vi har en masse opfattelser af, hvad et bedre samarbejde medfører. Det giver en større glæde ved at gå på arbejde. En større glæde ved at gå på arbejde giver måske en lavere sygefravær. Måske giver det også en øget effektivitet. Måske afleverer vi projekterne før tid, men vi skal ret langt ned i analysen, før man kan sige med sikkerhed, at det er en eller anden specifik indsats, der har gjort, at det her projekt kunne afleveres til tiden, eller kunne have en så og så stor indtjening overhovedet i budgettet, forklarer Morten Skaarup Jensen.
Derfor er det også interessant at kigge på, hvem der har ansvaret for evalueringen. Er det kun i bygherres interesse? Og hvem skal stå for det? Skal det være faciliteret internt eller skal man have en ekstern facilitator på, som ingen aktier har i det specifikke projekt. Og hvad er egentlig handlingsplanen, hvis man får et “dårligt” resultat?
Der er ingen facitliste, men der findes naturligvis flere eksterne konsulenter, som er dygtige til at rådgive om den slags, og Værdibyg har også udarbejdet en vejledning, hvor der kan hentes inspiration til, hvordan man kan evaluere på samarbejdet.
