Ny blog: Unge Advisory Board lancerer talerør for de unge i byggebranchen
Byggeriets Samfundsansvar lancerer nu et talerør for unge i byggebranchen i form af en blog, der udkommer månedligt. Indlæggene i bloggen vil bl.a. handle om, hvordan det er at være ung i branchen, hvilke muligheder og udfordringer som den unge generation oplever at stå overfor samt hvad de forventer og ønsker sig af deres arbejdspladser i forhold til branchens bevægelse mod mere bæredygtighed.
Byggeriet mangler medarbejdere, og har særligt store udfordringer med at rekruttere unge til erhvervsskoler og håndværksfagene. Samtidig er det sjældent at de mere erfarne i branchen får indblik i, hvordan det egentlig er at være ung i byggeriet. På initiativ fra Byggeriets Samfundsansvars Unge Advisory Board, lancerer foreningen nu en blog, der er de unges talerør ud i branchen. Her vil man få indblik i, hvad der optager de unge, hvad de går og bakser med, og hvad de ønsker og forventer i forhold til branchens bæredygtige udvikling. Samtidig vil bloggen også være til inspiration for andre unge, der enten arbejder i byggeriet eller overvejer at søge ind:
“Vi ønsker at give branchen indblik i, hvordan det er at være nyansat og ung i byggeriet, og hvilke muligheder og udfordringer man møder her. Samtidig ønsker vi at skubbe lidt til de mere erfarne og lederne i branchen i forhold til de traditionelle måder, tingene bliver gjort og tænkt på i branchen. Fx. i forhold til hierarki, hvad man gør for at tiltrække og fastholde medarbejdere og tonen” fortæller Ditte Perge Sørensen, bæredygtighedsmedarbejder i Byggeriets Samfundsansvar og en af drivkræfterne bag foreningens Unge Advisory Board.
“Samtidig ønsker vi også at sætte fokus på, hvad vi som ung generation har af forventninger til, hvordan byggeriets virksomheder arbejder med bæredygtighed. Vi ved nemlig, at bæredygtighed er det, der er med til at tiltrække unge til vores branche, og for os er det ikke nok, at sidde i en virksomhed, hvor bæredygtighed bliver udliciteret til en revisor. Vi har meget højere forventninger, og det vil komme til udtryk i vores blog. Vi er dem, der i fremtiden skal lede den grønne omstilling, og arbejdet starter nu”.
Blogindlæggene vil bl.a. tage fat på emner som klima og miljø, diversitet, ESG, rapportering og kommunikation samt det at være ung og nyuddannet og træde ind på arbejdsmarkedet i byggeriet. Der vil være indlæg for alle led i værdikæden, og diversitet i forhold til køn, baggrund og uddannelse.
Bindeled mellem genrationer
I foreningens Unge Advisory Board sidder lige nu otte medlemmer fra hele byggeriets værdikæde, herunder ingeniører, bygningskonstruktører, forskningsassistenter og konsulenter med fokus på bla. nedrivning, opbygning, bæredygtighed, uddannelse, certificering, arbejdsforhold, materialeproducenter og økonomi.
“Vi er sat i verden for at udfordre den etablerede bygge- og anlægsbranche. Vi er samlet for at agere bindeled mellem den unge generation og de mere erfarne generationer i byggebranchen. Og vi er motiverede for at gøre en forskel”, siger Maria Preilev Hansen, konsulent på Teknologisk Institut, der har været en af Unge Advisory Board i lidt over et år.
“Vi mener, at branchen på nogle områder er ret fastlåst i traditionelle måder at gøre tingene på. Både når det kommer til tiltrækning og fastholdelse af yngre medarbejdere, men også når det kommer til at indgå i samarbejder på tværs samt tage grønne og socialt bæredygtige initiativer for at passe på vores klode”.