Nye leveregler skaber ny kultur og mere diversitet hos mellemstor entreprenørvirksomhed
Hos entreprenørvirksomhed Arne Pedersen A/S fylder diversitet mere og mere, og i det seneste år, er der blevet udarbejdet leveregler, der skal understøtte en god kultur. Der er bl.a. nedsat et udvalg, og der arbejdes løbende med intern kommunikation for at understøtte levereglerne. Det har ført mange positive ting med sig.
I foråret 2023 satte Byggeriets Samfundsansvar overskrifter i landsdækkende medier landet over med en kampagne der viste, at der hos 13 ud af 20 af de største entreprenørvirksomheder i Danmark hænger nøgenkalendere rundt omkring i skurvognene, og det var de færreste, der havde en politik mod det. Kampagnen delte vandende i hele Danmark og satte spot på den manglende diversitet i byggeriet, hvor kun 4 pct. kvinder er repræsenterede i håndværksfagene.
En af de entreprenører, der kunne skrive sig ind i denne virkelighed, var entreprenøren Arne Pedersen A/S, hvor man arbejder med faggrupper som bl.a. snedkere, tømrere, murere, malere. Her har kalendere og en frisk tone været virkeligheden i et mandsdomineret arbejdsmiljø, ligesom for mange andre i branchen, fortæller direktøren for bæredygtig forretningsudvikling Christen Jensen.
Men tiderne er skiftet, og nye værdier har forplantet sig i virksomheden.
Nye leveregler
I de seneste år har indsatser for at styrke kultur og diversitet dog fyldt mere og mere i virksomheden i takt med, at der er kommet en større diversitet iblandt medarbejdere, der lige nu tæller 260 personer i alt, hvoraf 35-40 er kvinder. Derfor tog de fat i arbejdet med bl.a. Verdensmål 5, der handler om ligestilling, samt styrkelse af alle køns rettigheder og muligheder.
”Vi indså, at vi bliver nødt til at se på spillereglerne for at få folk til at leve sammen. Med målet sætter vi bl.a. fokus på diversitet, inklusion og ligestilling”, fortæller Christen Jensen, der i det seneste år har stået i spidsen for at implementere forskellige tiltag, der fremmer en god kultur i virksomheden.
Han fortæller, at der blev nedsat et såkaldt ’flydende bæredygtighedsudvalg’ på tværs af medarbejderanciennitet, funktion og afdeling. Repræsentanterne i udvalget udskiftes løbende, så alle medarbejdere får mulighed for at være med i beslutningerne og få en stemme.
Under overskriften ’AP leveregler’, udarbejdede udvalget bl.a. et sæt leveregler, der fungerer som en diversitetspolitik.
”Levereglerne består af fem punkter, som alle i udvalget har været med til at udarbejde. De hænger alle steder, så man ikke glemmer dem” forklarer han.
”Det beskriver kulturen iblandt os mennesker, der arbejder her, og er et signal til nye medarbejdere om, at det er det, vi har fokus på”.
Levereglerne blev for første gang præsenteret på en personaledag for medarbejderne, og de havde inviteret komiker Anders Nielsen, der tidligere har været på tour med et one-man-show under overskriften ’Svendeprøven’ til at komme og præsentere dem. På den måde blev det formidlet med et smil på læben, og det er vigtigt i forhold til, hvordan det bliver modtaget, siger Christen Jensen.
God modtagelse blandt medarbejdere
Christen Jensen oplever, at der i det store hele er blevet taget godt imod levereglerne af medarbejderne, og peger på, at grebet med at involvere alle har virket efter hensigten.
”Jeg tror, at den flydende udskiftning i udvalget har det været nøglen til den positive modtagelse. Ingen rynker på næsen, når det er noget, de selv har været med til at udforme, snarere end det er noget, der kommer oppefra og ned”.
Han fortæller også, at han oplever et langt bedre arbejdsmiljø, og at drillerierne, der kunne forekomme tidligere, ikke er der så meget længere.
”Folk er opmærksomme levereglerne. Man har det i baghovedet. Vi sørger for at få dem sat i spil i hverdagen, hvor vi slår animerede videoer, som sætter dem i spil, op på vores interne medarbejderapp. I starten da det var formidlet på tekst, var interessen ikke så stor, men efterhånden er der kommet god interesse for videoerne, fordi det er blevet en central del af vores kultur og noget man refererer til, og et godt formidlingsformat”, siger Christen Jensen.
Og de nye leveregler var også et naturligt farvel til de letpåklædte kvinder, der hidtil havde pyntet væggene i nogle af skurvognene.
”På kort tid har de her nye leveregler forplantet sig i firmaet. Mindsettet hos alle har taget et stort step. I starten skrev vi også ud, at nøgenkalenderne ikke gik mere, men det var egentlig meget naturligt i takt med de mere bløde værdier kom i spil gennem levereglerne. Det er gået utroligt hurtigt, og ingen rynker på næsen mere”, siger Christen Jensen, og henviser igen til pointen om, at tilgangen med smil og sjov fremfor krav og en løftet pegefinger er en god måde at gøre det på.
Levereglerne har eksisteret siden februar 2024, og når der er gået et år, overvejer Christen Jensen at genbesøge dem og eventuelt revidere dem. Han fortæller desuden, at de bruger en medarbejdertrivselsundersøgelse som en måde at måle på, om det de gør, virker.
Koster tid og penge
Christen Jensen vedkender også, at processen med at udvikle levereglerne var tidskrævende og krævede mange møder.
”Vi kommer alle til bordet med forskellige indgangsvinkler og roller, og det har krævet en lang proces med mange omformuleringer og justeringer, før levereglerne var på plads. De skal jo ramme alle”, fortæller han.
Selvom arbejde har været ressourcekrævende, har det skabt værdi for rekruttering af nye medarbejdere, der er en stor udfordring for de fleste entreprenørvirksomheder.
”Vi har brugt levereglerne i vores rekruttering, hvor vi har skrevet det ind i vores opslag og at vi som virksomhed arbejder med udvalgte Verdensmål og bæredygtighed. Det kan vi se i høj grad er noget, der tiltrækker den yngre generation. Vi ser det konkret ved at vi far mange flere ansøgere til vores stillinger”, afslutter han.
Se Arne Pedersens A/S leveregler og politiker i deres Årsrapport