| Nyhed

Nu skal inspiration, viden og værktøjer om diversitet udbredes i byggeriet

Dette forår og sommer skal Byggeriets Samfundsansvar på tur rundt i Danmark og holde oplæg for virksomheder, der ønsker at blive klogere på, hvordan de griber diversitet an på deres arbejdsplads. Indsatsen er en del af projektet ‘Plads til alle i byggeriet’, der er støttet af Realdania.

I forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag, satte Byggeriets Samfundsansvar i marts måned nøgenkalendere på dagsordenen i hele Danmark med kampagnen ”Nøgenkalendere – rimeligt eller pinligt?”, der satte fokus på, hvor udbredte kalenderne er i byggeriet. Det skabte heftig debat, både i byggeriet, i medierne og i resten af samfundet. Og selvom bølgerne går højt, glæder det Christina Schultz, sekretariatschef i Byggeriets Samfundsansvar: 

“Formålet med kampagnen er at holde et spejl op for branchen og starte en samtale om det psykiske arbejdsmiljø og den manglende diversitet. Derfor er vi glade for, at emnet har skabt så stor debat” fortæller hun og fortsætter: 

“Vi er blevet kontaktet af både små og store virksomheder og brancheorganisationer, der nu siger, at de har fået rum til at tale om noget, der ikke har været mulighed for førhen. Flere virksomheder har også meddelt os, at de nu sætter fokus på området og skærper deres politik”.  

“Samtidig giver mange virksomhedsledelser hos de større entreprenørfirmaer dog også udtryk for, at det er en svær debat at tage, både med medarbejdere og i offentligheden. Vi oplever også at der er meget stærke holdninger til kalenderne iblandt håndværkerne og i den brede befolkning, hos både mænd og kvinder. Vi håber at kunne støtte op om denne vigtige dialog med vores kampagne”.   

Arbejdet går i gang

Nu er tiden derfor inde til at begynde at kigge på løsninger, siger Christina Schultz: 

“Kampagnen er en forbrænder til vores store projekt ‘Plads til alle i byggeriet’, der skal gøre os klogere på, hvordan vi skaber mere diversitet i byggeriet bl.a. gennem, et bedre psykisk arbejdsmiljø og en kultur, der er mere inkluderende. Lige nu er der kun 4 pct. kvinder i håndværksfagene i byggeriet, og tallet hedder 9 pct. hvis man kigger på hele byggeriet. Bliver vi ved sådan, går branchen glip af vigtige kompetencer og ressourcer, som vi skal bruge til den grønne omstilling”.  

Derfor skal Byggeriets Samfundsansvar i det kommende år på tur rundt hos virksomheder i hele Danmark og holde oplæg om diversitet, samt udbrede den viden og de værktøjer, der bliver udviklet i løbet af projektet.  

“Vi glæder os til at komme og dele ud af vores viden med de virksomheder i byggeriet, der ønsker at arbejde med at styrke diversiteten. Sidder man som leder eller i en HR-afdeling med ansvar for rekruttering, arbejdsmiljø eller lignende, og har brug for viden og inspiration til at komme i gang, så kan man tage fat i os” siger Christina Schultz.  

I Byggeriets Samfundsansvars oplæg kan man bl.a. andet få indsigt i resultater og anbefalinger fra rapporten Vejen til større kønsdiversitet i byggebranchen” og indblik i forskellige kvinders fortællinger om oplevelser af at være kvinde i byggeriet. Derudover kan man få indsigt i andre virksomheders erfaringer med at arbejde med diversitet og et overblik over værktøjer og lovgivning, der findes på området, som kan hjælpe med at komme i gang med arbejdet.

Læs mere og book et oplæg

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.