Mennesker

Paradigmer for samfundsansvar

Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar har i samarbejde med advokatfirmaerne Horten og Bech-Bruun udviklet et sæt paradigmer, der kan hjælpe bygherrer – offentlige og private – med at gøre samfundsansvar til en aktiv del af udbudsmateriale og kontrakter.

Materialet er tilpasset forskellige indkøbsprocesser, og findes således i fire udgaver, som du kan finde til højre.

Vi anviser med paradigmerne en vej til, hvordan samfundsansvar bedst indgår på et så tidligt tidspunkt i processen, at tilbudsgivere på forhånd er opmærksomme på, hvad der skal til for at leve op til bygherrens krav. Dermed kan samfundsansvar blive et dynamisk og forretningsmæssigt anliggende for entreprenører, rådgivere og andre leverandører til byggeriet. Vi er opmærksom på, at en lang række bygherrer – ikke mindst offentlige – bruger klausuler i kontrakterne. Det være sig arbejds-, uddannelses- og sociale klausuler. Derfor er kontraktkrav også en del af de udviklede paradigmer, hvor bestræbelsen har været at imødekomme flest mulige af de synspunkter og krav, som eksisterende klausuler er blevet mødt med.

Paradigmerne er bygget op, så man som bygherre kan vælge, hvilke temaer man ønsker at adressere, og hvor i udbudsprocessen man finder det mest hensigtsmæssigt at sætte ind. Paradigmerne er hermed et katalog af muligheder, hvor det vil være op til den enkelte bygherre at vurdere egnethed og proportionalitet i forhold til det konkrete byggeprojekter. Det er vores håb, at paradigmerne vil føre til genkendelige måder at regulere samfundsansvar på, som mange bygherrer vil benytte, for herigennem at mindske transaktionsomkostningerne hos både bygherrer og tilbudsgivere.

Paradigmerne er støttet af Realdania.

Klausuler for samfundsansvar

Som en del af Paradigmer for samfundsansvar har foreningen udviklet en række klausuler, som bygherre med fordel kan benytte sig af med det formål at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår, lærlinge og social beskæftigelse på sine byggeprojekter. Du kan finde en introduktion til klausulerne herunder, og du kan downloade de fulde versioner ved at trykke på linket til højre.

*Lærlingeklausulen er blevet opdateret efter revideringen af udbudsloven i 2022.

Bliv introduceret for de forskellige klausuler nedenfor.

Arbejdsklausulen kan hjælpe bygherrer med at stille krav i til entreprenøren i udbud på et givent bygge- eller anlægsprojekt. Klausulen fremsætter klare betingelser for at eventuelle underentreprenører skal overholde de gældende overenskomstmæssige forhold på byggeriet, når det kommer til løn og arbejdsvilkår. Derudover opstiller klausulen krav til dokumentation for ovenstående og muligheder for bod.

*Vi har præciseret brugen af arbejdsklausulen i FBSAs paradigmer den 3. oktober 2017. Det betyder, at klausulen nu kan benyttes i to varianter, hvad angår kædeansvar: En variant hvor kædeansvaret gælder uanset entreprenørens beredskab til at modvirke social dumping, og en variant hvor entreprenører, der har udvist rettidig omhu, ikke underlægges kædeansvaret. Konkret er forskellen mellem de to modeller om klausulens stk. 4 benyttes, hvilket fremgår af teksten i kursiv, der ledsager arbejdsklausulen.

Lærlingeklausulen kan benyttes i udbud til at fastsætte et krav om antal lærlinge på et givent bygge- eller anlægsprojekt samt måden hvorpå disse bliver fulgt op løbende. Klausulen er opdateret efter den nye udbudslov, som trådte i kraft i juni 2022, og giver et bud på hvordan oplæringskravet kan specificeres til at stille konkrete krav om lærlinge både efter udbudsloven og tilbudsloven.

Der har fra flere aktører i byggebranchen været udtrykt bekymring for om lærlingeklausuler er i strid med EU-rettens krav om ikke at diskriminere andre EU-landes virksomheder som følge af deres nationalitet. Det er ifølge udbudslovens forarbejder ordregiveren, der har pligt til at sikre EU-rettens overholdelse i forbindelse med opfyldelse af oplæringskravet. Lærlingeklausulen har forsøgt at håndtere det med en sætning om anerkendelse af tilsvarende udenlandske oplæringsordninger. Lærlingeklausulen er ikke et udtryk for en gennemtestet kontraktklausul til et hvilket som helst konkret udbud, hvorfor ordregiverne bør gøre sig sine egne overvejelser for at sørge for ikke at diskriminere udenlandske virksomheder.

Denne klausul fremsætter et bud på en række betingelser for ansættelse af ledige på kanten af arbejdsmarkedet, som bygherre kan fremsætte for at tage et socialt ansvar på sit projekt, enten gennem partnerskabsaftaler eller kontraktmæssig indgåelse. Klausulen indeholder også en metode til at gøre dette gennem ”det gyldne mellemled” bestående af f. eks. et jobcenter, Beskæftigelses- og socialforvaltningen, boligsekretariat, NGO eller socialøkonomisk virksomhed, som skal bistå entreprenøren med at skabe kontakt til den ledige og med opfyldelse af denne beskæftigelsesklausul. Til sidst indeholder klausulen også potentielle muligheder for bod hvis betingelserne ikke bliver overholdt.

Redskab til dokumentation og kontrol af underleverandører

Vejledning og redskaber hjælper jer med at kontrollere, om de krav, der stilles i kontrakterne, fx i en arbejdsklausul, faktisk efterleves på byggepladserne.

Vejledningen bygger videre på de paradigmer for samfundsansvar, foreningen har udviklet, og på erfaringer fra en række bygherrer og entreprenører, der arbejder systematisk med at kontrollere leverandører og underleverandørers løn- og arbejdsvilkår

LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.