| Nyhed

Et netværk for kvindelige bygningskonstruktører arbejder for sammenhold på tværs af byggebranchen

Bygningskonstruktør Catalina-Giorgiana Trandafir og bygningskonstruktørstuderende Judith Elbaum sidder ofte som ene kvinde på byggepladsen og de trives med det. De er frivillige i et kvindenetværk, hvor de arbejder på at udvide medlemstallet. Formålet er at styrke sammenholdet mellem kvindelige bygningskonstruktører i branchen.

Judith Elbaum har set byggebranchen fra to sider. I 2021 genoptog hun studiet til bygningskonstruktør efter 11 års pause.

”Jeg forlod byggebranchen, da min faglighed ikke blev taget alvorligt. Jeg fik mange nedladende kommentarer i forhold til, at jeg var kvinde og derfor ikke vidste noget om byggeri,” siger Judith Elbaum.

To uddannelser senere, indenfor pædagogik, fandt hun frem til, at en kvindedomineret branche ikke er for hende. Judith Elbaum er i gang med hendes afgangsprojekt til bygningskonstruktør og arbejder ved siden af som studentermedhjælper på en byggeplads hos en totalentreprenør.

”Jeg savnede at være ude på en byggeplads og søgte derfor tilbage. Meget har ændret sig i branchen og jeg er blevet ældre og kan nu sige fra. Der er stadigvæk plads til forbedringer i branchen. Jeg vil gerne gøre en forskel for de yngre kvinder og har derfor søgt efter et netværk som kan styrke sammenholdet,” siger Judith Elbaum.

Det lykkedes for lidt over et år siden. Judith Elbaum er frivillig i planlægningsgruppen for Konstruktørforeningens netværk for kvinder på Sjælland.

”I planlægningsgruppen tilrettelægger og afholder vi kvindenetværkets aktiviteter. Det er frivilligt arbejde og gruppen har derfor oplevet udskiftning. Jeg er derfor stolt over at have rekrutteret tre nye frivillige til gruppen. De nye har mod på opgaven og vi er klar til at starte på en frisk,” siger Judith Elbaum.

Netværket henvender sig til kvinder

Netværkets formål er at give de kvindelige bygningskonstruktører mulighed for, at udvide deres faglige netværk med andre kvinder i branchen.

Entrepriseleder Catalina-Giorgiana Trandafir har været en del af netværket siden hun læste til bygningskonstruktør for fire år siden. Hun er ét af de tre nye medlemmer i planlægningsgruppen. Catalina-Giorgiana siger, at netværket giver hende et frirum til at stille spørgsmål og undre sig over faglige emner.

”En gruppe med både mænd og kvinder giver ikke den samme frihed til at debattere. Det har jeg oplevet ved nogle af Konstruktørforeningens webinarer. Det handler ikke om at være enige, vi er meget forskellige. Det handler om at vi som kvinder har brug for at debattere – det gør os stærkere når vi er på arbejdspladsen,” siger Catalina-Giorgiana Trandafir.

Både Judith Elbaum og Catalina-Giorgiana Trandafir arbejder hos entreprenører, hvor de er på byggepladser. De beskriver en arbejdsdag, hvor de respekteres for deres faglighed og trives med branchens til tider sexistiske humor.

”Jeg er ikke bedre selv når det kommer til humor, men som kvinde skal jeg af og til råbe lidt højt for at skære igennem. Det kan godt være svært for yngre kvinder. Det har jeg selv oplevet, da jeg var i branchen sidst. Selvtillid er derfor ét af de områder vi arbejder med i netværket,” siger Judith Elbaum.

Netværket henvender sig derfor til kvinder, så der skabes et trygt rum for kvinder i alle aldre.

Det handler om sammenhold

Et af netværkets formål er at skabe et sammenhold blandt kvindelige bygningskonstruktører.

”Folk med vores uddannelse arbejder vidt forskellige steder fx ved rådgivning, på byggeplads, som selvstændig eller i det offentlige. Netværket skal derfor gerne styrke sammenholdet på tværs af branchen,” siger Catalina-Giorgiana Trandafir.

For at styrke sammenholdet ønsker Judith Elbaum sig derfor flere medlemmer i netværket, så der kan komme flere til arrangementerne. I dag kommer der ca. 20 deltagere pr. gang.

”Vi er i den sjællandske gruppe ved at lære, hvordan netværket kan styrkes. Vi har lært, at det fysiske møde er vigtigt og at der skal være tid til at være sociale. Vi står stærkere sammen når vi kender hinanden,” siger Judith Elbaum.

Det er vigtigt at debattere

Ifølge Catalina-Giorgiana Trandafir kræver det et højt selvværd at være på byggepladser. Det er derfor vigtigt for netværket, at der er plads til debat og forskellige holdninger.

”Vi arbejder for at styrke kvinders selvværd. Lige nu debatterer vi de emner som er oppe at vende omkring kvinder i branchen. Her er jeg bekymret for om debatten har en negativ effekt på kvinderne i branchen. Fx de ældre kvinder i branchen som måske ikke kan se sig selv i en feministisk kamp,” siger Catalina-Giorgiana Trandafir.

Catalina-Giorgiana bliver fx ikke selv påvirket af nøgenkalenderne, der for tiden er til debat i branchen.

”De påvirker mig ikke, ikke mere end billeder af en kollegas familie eller hund,” siger Catalina-Giorgiana Trandafir.

Judith Elbaum er ikke stødt på kalenderne siden hun kom tilbage til branchen, men fortæller at tonen og kvinders udfordringer i branchen er emner de berører på nogle af netværkets workshops, men i en bredere kontekst, så udgangspunktet fx er i at få balancen mellem arbejde og privatliv til at fungere.

”Der er rigtig mange forskellige opfattelser og oplevelser. Det er et meget følsomt emne for der er vidt forskellige opfattelser af hvad der er okay og hvor grænsen går. Det er derfor vigtigt at alle i netværket får mulighed for at komme til orde,” siger Judith Elbaum.

Judith Elbaum og Catalina-Giorgiana Trandafir har netop deltaget på et møde i planlægningsgruppen, hvor gruppen har forsøgt at tilrettelægge et årsprogram som afspejler de forskellige nuancer i byggebranchen.

 

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.