| Blogindlæg

Anna Elmgreen Rex: Dagbog fra fremtidens bygge- og anlægsbranche

På Byggeriets Samfundsansvars jubilæum den 26. november, var medlemmer af foreningens Unge Advisory Board på scenen med deres 'dagbog fra fremtiden', der er en dagbogsberetning skrevet af dem selv, 10 år ud i fremtiden. Beretningerne giver et indblik i den yngre generations drømme, forhåbninger, forventninger, og er et opråb til branchens ledere og politikere i forhold til forvaltningen og arbejdet med bæredygtighed og samfundsansvar. Fortællingerne fik en varm modtagelse af salens publikum, og flere har allerede tilkendegivet at de vil se om ikke de kan implementere tiltag fra dem. Her kan du læse biodiversitetskonsulent Anna Rex Elmgreens dagbog.

Kære Dagbog 

Jeg satte endelig det sidste punktum i en større rapport på arbejdet i dag. Jeg har nu i tre måneder siddet og samlet et overblik over de samfundsøkonomiske konsekvenser af eksproprieringen i den nye naturnationalpark i Hanstholm.

For efter vi indså at der manglede natur inde i vores nationalparker, har der været kamp om arealerne for at skabe naturnationalparkerne. Som er meget strategisk navngivet så der endelig ikke kan herske nogen tvivl om formålet med en nationalpark. 

Og sandheden var jo, at vi simpelthen ikke havde noget plads til naturen. Så danskere måtte give afkald på det, og give ordet urbanisering, en helt ny betydning.  

Juridisk er der selvfølgelig tale om en ekspropriering, men vi naturlobbyister foretrækker at kalde det Danmarks Biodiversitetsvandring (wink). 

– Men tallene fra rapporten er mildest talt imponerende. Beboerundersøgelse viste at 71% af dem som ønskede at blive i kommunen, har haft mulighed for det. Samtidig viste den at 51% har beholdt deres arbejde, og 21% fandt et nyt job inden deres flytning. 

Men eksproprieringen er et af de tydeligste eksempler i nyere tid, som viser hvordan de danske boligmønstre har ændret sig. 

Fraflytningen er naturligvis hovedsageligt sket fra landbrugsejendomme. To tredjedele skal nedrives og recirkulere materialerne ind i byggebranchen igen.  

Den sidste tredjedel er nu EcoLodges som skal huse de tusindvis af økoturister som flokkes til Hanstholm hvert år – Et boom i økoturisme (og økonomien, wink) som vi kan takke ulvene for. 

Og heldigvis er byggebranchen nu mere forberedt på cirkulært byggeri. 

For efter der endeligt blev udviklet en model til at måle aftrykket på biodiversiteten af branchens forbrug af naturressourcer, har det været intet mindre end et cirkus at omstille sig. 

For vi ved nu præcis hvad det betyder at fælde regnskoven for tropisk træ, dræne vådområderne for udvinding af kobber, eller grave havbunden op for grus og sand til aggressive betonklasser. Det er ikke småting. 

For der skal fortsat bygges mere, men nu på mindre plads og med et dramatisk lavere forbrug af klodens ressourcer. Og heldigvis var byggebranchen forberedt. 

– – – – – – – – – – – –  

Gud! Det minder mig helt om at jeg skal fortælle dig dagens breaking

Kære dagbog.. Sent i går aftes blev det endeligt vedtaget i Folketinget, at siden ressourceforbruget til at bygge Lynetteholmen springer skalaen for hvad vi kan acceptere at gøre af skade på naturen, så er byggeriet indstillet indtil der er fremlagt en plan der kan sikre at hele området kan bygges af minimum 65% genbrug. 

 

– – – – – – – – – – – –  

Og derfor kom jeg i dag også til at tænke på hvor ekstremt tæt på klimaforandringerne skulle komme før vi vågnede op. Og ikke mindst indså hvor afgørende intakte økosystemer er for at give os den nødvendige stabilitet i klimaet. 

Tænk hvis Charlottenlund Skov aldrig var blevet oversvømmet så grusomt i 2025.  

Skaderne på bygningerne var jo så massive, og faren for at hændelsen ville gentage sig, betød at det ikke var rentabelt at genopbygge området. 

 Vi snakker om et sted med så mange ressourcer! Ej, lad os bare være ærlige; stenrige røvhuller. Og stadig mistede vi så meget. 

Men efter området blev efterladt til naturen, så skabte det så stor stormflodssikring at nabolagene i området var allermindst påvirket af stormen i 2027 på hele Sjælland. 

Jeg tænker på, at vi flytter flere og flere ind til byerne – hvad om det er for at lade naturen gøre sit comeback, eller for at kunne være i en gåafstand fra en Rema. 

Og at historien om Charlottenlund Skov viste os noget om hvad naturen egentlig gør for vores sikkerhed inde i byen. For selvom putter os ind i vores byer og diger, så er vi altid midt inde i et økosystem. Og vi er unægteligt afhængige af at det økosystem er sundt. 

Gud ske lov for at byggebranchen indså sit ansvar for at omstille sig til en cirkulær økonomi, både for klimaet, og for naturen, – på en fejringsdag på Arbejdermuseet for omkring 10 år siden. 

Del på sociale medier
Linkedin
LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.