Victor Maahr: Dagbog fra fremtidens bygge- og anlægsbranche

07. Maj – kl. 06.30…. Mandag….  

Kære dagbog. Jeg elsker 3 dages weekender. Man når virkelig at koble af, nyde fritiden med venner og familie, og samtidig fordybe sig i sine hobbyer. Men den afkobling slå hårdt tilbage når vækkeuret bibber mandag morgen. Det gør altså mandagen lidt tungere. Suk….  

Jeg står ud på mit kolde gulv og skænker en kop varm te for at få varmen. 

Det har været en endnu en overraskende kold nat og jeg har af princip ikke tændt for varmen, fordi nu er det jo forår og varmen er dyr – og nårh ja, og så er det også godt for klimaet. 

Jeg nyder teen imens jeg kigger ud ad vinduet og ser den sidste morgenfrost forsvinde imens jeg tænker ”hvor fanden bliver den globale opvarmning af som jeg er blevet lovet?” 

Jeg bunder teen og glæder mig til morgenkaffen på arbejde. Kaffehøsten har drillet igen.  

Formiddag/på arbejde:

Mandag er statusmøde på arbejde men inden begiver jeg mig i småløb mod kaffemaskinen – og møder halvdelen af kontoret. 

Selvfølgelig er der kø ved kaffemaskinen.  Jeg er ikke den eneste der er for nærig til at købe kaffe derhjemme.  

Kaffekøen går langsomt fremad og vi joker tørt om at kaffehøsten nu tre år i streg har slået fejl grundet tørke, skovbrande og stormskyld.  

Vi er alle trætte af det nye koffeinalternativ – du ved, de nye koffeindåser med den lidt bitre syntetiske kaffesmag. Det er bare ikke det samme som ægte kaffe 

Mødet går i gang og vi sætter os troskyldigt 

Den nye daginstitution ved Åboulevarden skrider fint fremad. De er endelig færdig med nedtagningen af lejlighederne på Amager så vi kan få overført de sidste mursten. Den nye TinderByg har gjort det så meget nemmere at få koordineret genbrugsmaterialerne.  

Nu håber jeg bare arkitekten kan acceptere farvekombinationerne. Eller det bliver han nødt til. Vi kan ikke vente på endnu en forlængelse pga. materialemangel.  

De nye genbrugskrav om 75% genbrug gør altså det hele lidt mere bøvlet. 

Men set på den lyse side. Det er nu vores sjette projekt i streg hvor vi slet ikke har haft behov for Risikofonden. Genbrug er slet ikke så risikabelt som vi længe har gået at troet, og især ikke nu hvor vi har vænnet os til de nye krav. 

Efter frokost er var jeg på besøg på byggepladsen: 

Jeg kan stadig ikke helt vænne mig til lydniveauet. Den tidligere konstante baggrundsstøj af dieseldrevne maskiner og generator er erstattet med el, hvilket giver en helt anden ro – Lidt ligesom når man slukker emhætten efter at have tilbragt en dag i køkkenet. Nogle gange bliver man ligefrem nødt til at dobbelttjekke at de faktisk kører. 

Idet jeg vender mig om drøner en lastbil forbi – selv lastbilers brummen er erstattet af en lav sci-fi rumskibslyd hvilket gør den næsten umulig at høre. Jeg råber og skælder chaufføren ud for at have glemt at slå bibberen til. 

 På pladsen har vi dog problemer med at koble os på naboejendommens regnvandsopsamlingsanlæg. Det er en super god bussinescase at indsamle og genbruge regnvandet til toiletskyld – især nu hvor vandafledning er blevet så dyrt og vi får stadig voldsommere stormskyld. Men det var nu unægtelig nemmere dengang vi bare kunne koble os på kloakken og så var det problem ude.  

Kl. er 14 og jeg tager tidlig fri efter mit besøg på byggepladsen – fordi det er jo stadig mandag.  

På vej hjem henter jeg min dreng med fra vuggestuen og vi cykler hjem langs Åboulevarden. På trods af trafikken er der alligevel relativt stille. Den nye elbilzone har både sænket trafikstøjen og har virkelig renset byluften. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde en sort bussemand.  

Jeg cykler selvfølgelig langs de lækre super cykelstier – forbi de mange skjulte regnvandsbassiner der beskytter os mod de stadig mere intense stormskyld. Jeg kigger ned på batteriet og håber der er strøm nok til de 18 km hjem. Jeg havde aldrig foretaget mig cykelturen uden og det nye skattefradrag hjælper også.  

Der er gang i bybilledet på trods af det almindelig mandag. Jeg kan se mange nyder deres fridag. Jeg foretrækker dog stadig fredag fri, hvilket stadig skaber kalenderrod i mødebookingerne.  

På vejen hjem ser vi de mange nye facaderenoveringer i bybilledet som er kommet på baggrund af EU’s renoveringsbølge.   

Bygningerne fremstår ikke længere af 10.000 ens røde eller gule mursten. Brugen af genbrugsmursten sammen med biogene produkter givet en anderledes men utrolig fedt udtryk – nærmest et mere naturligt og organisk bybillede.  

De nye, eller måske nærmere gamle materialer har sat helt nye krav til arkitekturen. De nye bydele fremstår ikke længere så nyt, ens, ja nærmest klinisk. Det passer faktisk supergodt ind i en gammel by med de mange små grønne naturområder.  

Hjemme igen 

Jeg træder både kold og vindblæst ind ad døren og tager et kig rundt i lejligheden.  

Min søn er kravlet over til sit legetøj – det samme genbrugte legetøj som vi brugte 3 timer i et halvkedeligt loppemarked for at finde frem.  

Imens han sidder der i stuen, i underboens datters lappede aflagte bukser, går jeg ud i køkkenet. 

Jeg tager den sidste sjat økologiske lokalproducerede biomos ud fra køleskabet og gyser ved tanken om prisen når jeg skal købe en ny portion.   

Jeg giver min søn skeen der er lavet af langsomt voksende, etisk korrekt fældet træ som ikke engang kan komme i opvaskemaskinen.  

Imens han nærmest drillende nedstirrer mig og trodsigt tværer den sidste klat mos ud i håret, ser jeg tilbage i hans store blå øjne og ånder jeg tungt ud imens at jeg tænker – at alt det her klimakorrekte bøvl, både på arbejde og i hverdagen, er hele hans fremtid værd.