Samarbejdsløftet: Vi skal have implementeret alt det, vi har lært
Omtrent et år er nu gået efter lanceringen af Samarbejdsløftet i byggebranchen. Ved en statuskonference i august hos Bygningsstyrelsen deltog godt 100 brancherepræsentanter og der blev delt ud af erfaringer fra workshopforløbet og reflekteret over Samarbejdsløftets fremtid. Initiativet har rykket branchen og fået samarbejde på agendaen mange steder, og der er opbygget et godt momentum til at få implementeret tiltagene ude på byggeprojekterne. Men der er fortsat et stort behov for at arbejde på implementeringen af initiativer og af læring.
Siden september 2023 har 73 virksomheder og organisationer tilsluttet sig Samarbejdsløftet, og på konferencen var både ambassadører og ledelsesrepræsentanter samlet til at markere afslutningen på workshopforløbet og sætte fokus på fremtidige muligheder og behov for aktiviteter i regi af Samarbejdsløftet. En intern undersøgelse af Samarbejdsløftet viser, at omtrent halvdelen af de tilsluttede virksomheder og organisationer har indført nye samarbejdsfremmende initiativer. Men erfaringerne viser også, at der er lang vej endnu, og at særligt implementeringen af initiativerne og læringen er vigtig.
”Jeg er enormt begejstret for det, der er skabt i regi af Samarbejdsløftet. Samarbejdet er for alvor kommet på agendaen i de tilsluttede virksomheder og organisationer, og engagementet kan virkelig mærkes. Nu skal vi videre og i fællesskab bevæge os hen mod en ny standard for bygge- og renoveringsprojekter i Danmark, hvor samarbejdet prioriteres op som afgørende forudsætning for, at vi sammen lykkes”. Vi skal have implementeret alt det, vi har lært. Det vil vi arbejde videre med,” udtaler Thomas Holluf, forperson i Byggeriets Samfundsansvar.
Find anbefalinger, viden og værktøjer i en samlet online publikation
I løbet af de 10 workshops er der blevet udviklet en lang række anbefalinger og viden af deltagerne fra de forskellige workshops, som hver især tager fat på aktuelle og relevante samarbejdsfremmende tiltag og tilgange. Den viden er nu blevet samlet i en online publikation på Samarbejdsløftets hjemmeside.