Byggeriets Samfundsansvar opruster med nye medarbejdere
Byggeriets Samfundsansvar har ansat to nye medarbejdere til at løfte de mange forskellige udviklingsprojekter i foreningen. Anne K. Roepstorff træder ind i Byggeriets Samfundsansvar som seniorprojektleder. Med en stærk profil som bl.a. Ph.d. i CSR og med mere end 20 års praktisk erfaring inden for arbejde med samfundsansvar, skal hun drive arbejdet omkring foreningens ESG-undersøgelse. Jonas Tettinek er ansat som praktikant fra Aarhus Universitet og skal frem til årsskiftet understøtte foreningsarbejdet og udviklingsprojekterne.
Byggeriets Samfundsansvar byder nu to nye kollegaer velkommen ti i sekretariatet, Anne K. Roepstorff og Jonas Tettinek. Anne har en baggrund som ph.d. i CSR, og har mere end 20 års praktisk erfaring med arbejdet omkring samfundsansvar og bæredygtighed fra forskellige brancher. Hun har bl.a. arbejdet hos Realdania med implementering af EU’s nye krav til bæredygtighedsrapportering, og hun har rådgivet mere end 150 virksomheder og organisationer med implementering af CSR og bæredygtighed. Anne står i spidsen for det nye ESG-råd, der netop er blevet lanceret samt undersøgelserne af ESG-arbejdet i byggeriet, som vil blive lanceret til foreningens jubilæum i november.
“Byggeriet er en branche med et stort potentiale og en masse udfordringer i forhold til samfundsansvar. Jeg glæder mig til at dykke ned i og understøtte ESG-arbejdet hos vores medlemmer sammen med de stærke aktører i ESG-rådet, og til at blive klogere på hvor skoen trykker, og hvordan vi kan understøtte arbejdet og synliggøre, hvad det skaber af værdi for branchen og samfundet, når virksomheder og organisationer går ind i ESG-arbejdet”, siger Anne K. Roepstorff.
Jonas Tettinek er ansat som praktikant og skal frem til årsskiftet understøtte foreningsarbejdet og udviklingsprojekterne. Han læser en kandidat i Human Security på Aarhus Universitet, og glæder sig til at få praksiserfaring med nogle af de områder, han beskæftiger sig med på sit studie.
”Min kandidat handler om det holistiske syn på menneskers sikkerhed, og indebærer både processer i forhold til krig og konflikt og økosystemer. Det er en spændende cocktail, som er relevant når man kigger på byggeriets leverandørkæder og arbejdet med menneskerettigheder. Jeg glæder mig til at udvikle mig i Byggeriets Samfundsansvars sekretariat”, siger Jonas Tettinek.