Ambassadørkorps for diversitet

Foreningens ambassadørkorps for diversitet sætter fokus på ledelsens ansvar i at tiltrække og fastholde kvinder i byggeriet. Korpset består af en række ledere fra byggeriets virksomheder, der står klar til at sætte gang i en debat om kulturen i byggeriet, med afsæt i rapporten Vejen til større kønsdiversitet, som blev udgivet i marts 2021.

Camilla van Deurs

Camilla van Deurs

Stadsarkitekt, Københavns Kommune

“Kvinder skaber værdi på alle trin i byggeriets værdikæde. Som stadsarkitekt i København er jeg stolt af at være med til at fremme en større kønsdiversiet og ligestilling i byggeriet og arbejde for en kulturforandring mod krænkelser og sexisme.”

Lone Feifer

Lone Feifer

Director, Sustainable Buildings, Velux Group

“Vi skal i fællesskab forandre kulturen og strukturerne; bruge vores kræfter på dialog, og på at sige fra. Sig ja at løfte emnet, og til at hjælpe hinanden med at ændre ubevidst bias og plejer. Sig nej til misbrug af magtposition, kønnet bias og manglende respekt for andre.”

Ronni Holm Dam

Country Market Director, Buildings, Rambøll

”Diversitet er højt på agendaen hos Rambøll, da vi er fuldt overbeviste om, at det sikrer bedre teams, projekter og samarbejde. På nogle områder er byggebranchen stadig ret konservativ, så der er masser af forbedringspotentiale.”

Vibeke Lydolph Lindblad

Vibeke Lydolph Lindblad

CEO & Partner, Christensen & Co Arkitekter og FBSA-bestyrelsesmedlem

“Som ambassadør for diversitetsprojektet vil jeg selvfølgelig bruge den vigtige viden og anbefalinger rapporten indeholder til vores eget arbejde med diversitet og ligestilling hos Christensen & Co Arkitekter. Vi har allerede opmærksomhed på ligestilling mellem kønnene, men diversitet i bred forstand skal vi arbejde mere målrettet med for at sikre innovationskraften og det gode design i byggeriet. Vi skal give plads til dem, der er anderledes end os selv. Kun på den måde kan vi udfordre vores egne forudindtagethed og have modet til at gå nye veje.”

Frants Nielsen

Direktør, Dorte Mandrup Arkitekter

”Som mennesker har vi en forkærlighed for hurtige beslutninger, som bliver irrationelle. Vi træffer dem instinktivt på antagelser, genkendelighed og stereotyper, som er formet af vores tidligere erfaringer. Derfor har vi brug for flere forskellige perspektiver. At nedprioritere diversitet er ganske enkelt at nedprioritere idérigdom og innovationskraft. I arkitektbranchen står vi i en virkelig god position til at skabe reel ligestilling mellem kønnene, fordi der er nogenlunde lige mange mænd og kvinder i arkitektfaget. Vi ved, det styrker forretningen og kvalificerer beslutninger. Vi ved, at det er socialt ansvarligt. Alligevel går det alt for langsomt med at udviske ubalancen. Det handler især om nogle indgroede, ulige magtstrukturer, som vi skal ændre. Byggeriet skaber rammer til samfundets mangfoldighed af mennesker, så den mangfoldighed skulle gerne være afspejlet i vores virksomheder. Og det handler om langt mere end det binære køn”.

Tinne Bertelsen

HR & HSE-manager, Bravida Danmark

”Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at have en god og tryg arbejdsplads, hvor der er plads til alle – mangfoldighed løfter både trivslen og virksomheden. Branchen ændrer sig også, og det samme gør virksomhedernes efterspørgsel efter flere forskellige kompetencer hos kommende medarbejdere. Personligt vil jeg også gerne slå et slag for vores branche, få åbnet den op og vise, at der er plads til alle.”

Mie A. A. Andersen

Udviklingschef for Relationelle Samarbejder, Region Hovedstaden

”Som bygherre har vi et kæmpe ansvar ikke alene for det fysiske arbejdsmiljø, men også for det psykiske arbejdsmiljø. Vi er opdragsgivere og kan alene i kraft af vores udbud, sende et klart signal til branchen om, at vi vil gøre op med både en konfliktende og seksualiseret kultur. Vi må og skal tage stilling til hvad der er ret og rimeligt og indrette vores udbud derefter. På den måde kan vi som det mindste gøre vores til at ændre branchen til det bedre.”

LUK
Få den nyeste viden fra Byggeriets Samfundsansvar direkte i din indbakke

Det er gratis og helt uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.